Lars Husum

Lars Husum

Om bloggen

Denne blog handler om mit forfatterskab. Jeg debuterede i 2008 med den mørke komedie 'Mit venskab med Jesus Kristus'. I oktober 2010 udkom min anden roman: 'Jeg er en hær', en samtidsroman, der handler om krigergenerationen. Begge er udgivet af Gyldendal.

Tak til

Mit venskab med Jesus KristusPosted by Lars Husum Sat, November 22, 2008 09:32:01

Der er en lang række mennesker, som har hjulpet mig. Dem vil jeg gerne takke her.

Så tak til:

Henrik Vestergaard: Henrik var måske den første til at prygle min historie, og pga. ham forstod jeg vigtigheden af at være hård og brutal mod min fortælling. Hold øje med teaterstykket 'Let opklaring', som Henrik er i gang med at skrive for teatergruppen Von Baden. Det spiller på Svalegangen til foråret 09, og har potentiale til at blive det mest interessante stykke det år.

Camilla Pedersen: Camilla har også givet mig prygl, og især starten kom op i tempo pga. Camillas kommentarer. Derudover har Camilla og Henrik været de to, som har været mest udsat for mit forfatterklynk.

Anne Dissing: Jeg mødte Anne i toget på vej hjem fra Århus. Vi faldt i snak om blandt andet 'Mit venskab med Jesus Kristus'. Hun har indtil nu læst fem versioner af historien, og hun er skyld i, at jeg aldrig nåede at blive nervøs for, om Gyldendal var interesseret i min historie. Hun er et godt menneske.

Thomas Husum Jensen: Det er min lillebror, og han er for cool, uden pis, det er han sgu. Jeg er stolt over at være i familie med ham.

Jette Christa Pedersen: Jette har holdt mit humør oppe, og hun har haft blik for, når mine batterier var flade. De har været flade mange gange, for jeg har skrevet både aften, nat, weekender og ferier, så jeg ved, jeg har været gnaven og stresset i næsten tre år.

Carina Kamper: Carina har ikke givet mig prygl. Hun har derimod været ovenud og konstant begejstret, og det har jeg sgu også brug for.

Grith Okholm: Fordi hun er beæret over, at jeg har opkaldt Nikolajs mor efter hende og ikke irriteret over min frækhed. Hvis I kendte Grith, ville I vide, at hun kunne have været en legendarisk popsangerinde.

Barbara Juul: Fordi hun gav mig forståelse for, at jeg ikke behøvede forklare alt. Ofte er det bedre bare at vise det.

Kevin Lytsen: Kevin hjalp mig til at forstå hvilken visuelle stil, der passede til historien. Vi ramte ikke plet, men han gav mig den visuelle forståelse.

Martin Dam Kristensen: En tak til ham, fordi jeg måtte låne billederne af Liv.

Liv Beck: Fordi hun sagde bare brug løs. Det er hende, der er på billederne i romanen (begge, altså både Grith og Silje). Liv er forsanger i bandet Lillystones, som jeg engang har skrevet en musikvideo for.

Simon Pasternak: Måske Danmarks bedste redaktør, og uden sammenligning den bedste jeg kender. Jeg har været ufattelig glad for mit samarbejde med Simon, og det er sket meget med især historiens rytme pga. ham. Den er blevet langt mere energisk og lige på.

Johannes Riis: For at tage godt imod mig og min historie. For en begejstring fra første møde til nu. For at læse historien så hurtigt og vende tilbage efter blot to dage, så jeg ikke nåede at blive nervøs. For råd og vejledninger.

Jeg mangler sikkert at takke en hel masse, men i hvert fald tak til de folk, som jeg har lånt navne af. Jeg håber I tager det som et kompliment. Det er ment sådan.

  • Comments(2)//www.larshusum.dk/#post0