Lars Husum

Lars Husum

Om bloggen

Denne blog handler om mit forfatterskab. Jeg debuterede i 2008 med den mørke komedie 'Mit venskab med Jesus Kristus'. I oktober 2010 udkom min anden roman: 'Jeg er en hær', en samtidsroman, der handler om krigergenerationen. Begge er udgivet af Gyldendal.

P1 Kant om moske

Anmeldelser og omtalerPosted by Lars Husum Tue, September 15, 2009 12:18:15
Jeg er i morgen onsdag d. 16/9 i P1 kl. 7.45 med denne kronik om danskernes frygt for religion og den meget omdiskuterede moske. Den kan høres her:http://www.dr.dk/P1/Kanten/Udsendelser/2009/09/15132141.htm


Københavns Borgerrepræsentation stemmer i denne her uge om den omdiskuterede blå kuppelmoske, og alt tyder på et ja til moskeen på Vibevej. Men hvorfor har det taget så lang tid, før der kunne siges ja? Hvad er det moskeen repræsenterer, som gør os så utrygge, at vi i årevis kan diskutere om København skal have en rigtig moske? Der findes jo allerede over 50 moskeer i Danmark, men de gemmer sig i kældere og baggårde, så hvad gør en kuppelmoske skræmmende? Er det trafikmylderet i Nordvest, når der skal bedes bøn? Er det eventuelle udenlandske penge til byggeriet af moskeen?

Nej, jeg tror, at det handler om, at vi i Danmark er så skråsikre på, at vi ikke tror på noget, så vi ikke kan forstå, når andre gør det. Religiøse mennesker gør os utrygge, og enhver brug af religiøsitet bliver derfor mistænksom. Vi føler os angrebet, før der er tegn på fare. Se blot på Københavns integrationsborgmester Jacob Hougaard, der straks siger, at han ikke kan forhindre moskeen, men at han vil aldrig sætte sine ben der. Han reagerer med en ubegrundet frygt, for han ved endnu ikke, hvad der kommer til at ske i moskeen. Desværre bliver næsten alle diskussioner om religiøse emner et spørgsmål om for og imod religion. Vi har aggressive ateister og aggressive troende, der står på hver deres side og råber ad hinanden. Det bliver en polariseret debat, hvor det i bund og grund handler om, hvem der er farlig for hvem, og er det ikke unødvendigt, måske endda tåbeligt, i et land, hvor religion ikke er i en stærk position?

Under Muhammed-krisen sagde den dansk-ægyptiske komiker Omar Marzouk, at selvfølgelig var han som muslim blevet provokeret af Jyllands-Postens tegninger, men han beroligede sig selv med, at det ikke kun handlede om danskernes frygt for Islam, men også om danskernes frygt for religion. Vi var bange for alle, der åbenlyst erklærede sig religiøse. Ligeledes var andre danske muslimer ude at sige, at de oplevede, at problemet ikke nødvendigvis var deres tro, men at de bar deres tro synligt. Tro skal i Danmark være privat og tavst, og det er måske burka-kvindernes største synd og moskeens største problem. Det er okay med moskeer, når de er i kældere og baggårde, for så skræmmer de os ikke. De er gemt ad vejen, vi kan slappe af, bilde os selv ind at de ikke eksisterer, men en kuppelmoske er anmassende. Den konfronterer vores frygt for det fremmede, for det religiøse.

Måske er det største tabu i Danmark, at Gud eksisterer. Vi kan frit snakke om sex og hvad vi ellers laver i vores fritid; det er i hvert fald ikke tabu. Men siger du til et middagsselskab, at du tror på Jesus, så skaber du en pinlig tavshed. Tror du på Gud, en hvilken som helst gud, lider du sandsynligvis af en alvorlig karakterbrist. Danske præster er nu ude at klage over tomme kirker, fordi danskerne ikke tør tro, selv når de giver udtryk for, at de gerne vil. Man kan diskutere, om Danmark ikke udvikler sig til et fundamentalistisk land, nemlig et fundamentalistisk verdsligt land. I Danmark accepterer vi én tro, nemlig den, at der ikke er nogen gud. Det er selvfølgelig firkantet sagt, for vi har trosfrihed, men vi har da et problem, når vi ikke kan rumme, at folk kan være troende og stadig være fornuftige mennesker.

Jeg udkom sidste år med romanen 'Mit venskab med Jesus Kristus'. Det er gået rigtig godt, både i Danmark og i udlandet. Den er usædvanligt for en debutroman solgt til en lang række lande og Nimbus arbejder på en filmatisering af den, men jeg på forhånd vidst, at jeg ville gøre mange danskere mistænksomme, for jeg har skrevet en mørk komedie, hvor Jesus er med, endda uden ironisk afstandstagen. Folk har, når de hørte, at titlen var ’Mit venskab med Jesus Kristus’, ofte lavet et ansigtsudtryk, som har de taget en ordentlig bid af en citron, og jeg har endda hørt fra læsere, der har snakket med boghandlere, ”som ikke fører den slags litteratur.” Hvilken slags litteratur? Det er bare en roman, endda en komedie!

Jeg er ikke selv et troende menneske. Min roman er ikke skrevet som et partsindlæg for eller imod religion, men den er skrevet i et ønske om, at religion skal gøres mindre farligt. At man må have lov til at bruge religion uden at det opfattes som et kampskrift for eller imod. Vi skal efter min mening lære at være mindre paranoide og lære at acceptere, at religion kan være en del af en hverdag, uden at det pr. automatik opfattes som en trussel eller et potentielt overgreb. Nogle gange handler det nemlig blot om, at historien har brug for en Jesus, og København har brug for en moske.




  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.